Til forsiden
Forside  Aktuelt 
Kalender | Andre aktiviteter | Pressemeddelelser | H.K.H. Kronprinsens taler | H.K.H. Kronprinsessens taler | Interviews |
Red en mors liv

 
Red en mors liv

Offentliggjort torsdag d. 7. maj 2009

Det er mig en fornøjelse at åbne Maternity Worldwides udstilling RED EN MORS LIV af kunstner og fotograf Anne Prytz Schaldemose.

Billederne i udstillingen beretter om Maternity Worldwides indsats i Vestetiopien, hvor graviditet og fødsel er dødsårsagen for hver 7. kvinde. Det er med livet som indsats, at kvinderne gennemgår graviditeter og fødsler. Denne uacceptabelt høje mødredødelighed skyldes overordnet en manglende prioritering af kvinders sundhed og liv – og mere konkret en kombination af mangel på basal fødselshjælp, meget få hospitaler i et enormt land, fattigdom og stærkt begrænset adgang til prævention.

Hvert minut dør en kvinde under graviditet og fødsel i udviklingslandene. ”Når en kvinde bliver gravid, står hun med et ben i graven,” det var ordene af fødselslægen Dr. Grace Kodingo fra Tchad, som var gæst på et seminar, jeg overværede tidligere på ugen. En meget inspirerende kvinde, som lever med den frustration til hverdag, at hun har færdighederne og viden til at redde liv, men hendes omgivelser forhindrer det. Man kunne tydeligt mærke hendes frustration.

For os i denne del af verden er det svært at begribe, at det er med livet på spil, at en kvinde bliver gravid eller skal føde. Det er en af verdens mest oversete menneskelige katastrofer.

Heldigvis kan vi gøre noget.

Maternity Woldwide blev stiftet i 2005 af seks danske kvinder med det formål at redde disse kvinders liv. Deres indsats er med til at vise, at det er muligt at gøre en forskel ved at prioritere kvinders sundhed og liv.

På Maternity Woldwides hospital i Gimbie ankommer der dagligt gravide kvinder, som med veer har tilbagelagt flere dages rejse til fods eller båret af pårørende. Ofte har turen været for hård for det ufødte barn, og det er allerede dødt ved ankomsten. Opgaven for hospitalets ansatte er at gøre, hvad de kan, for at moderen overlever, så hun kan tage vare på sine andre børn.

Kvinden er nøglepersonen i udviklingslandenes familier. Hvis børnene, som udgør den 3. verdens fremtid, bliver moderløse, er det med katastrofale følger for barnet, såsom manglende skolegang, manglende netværk og stor sandsynlighed for et liv i kriminalitet eller prostitution. En ond cirkel er skabt med omfattende konsekvenser for samfundet.

En reduktion af mødredødelighed er derfor et vigtigt punkt på den globale dagsorden. Det er blandt andet et af FN’s otte globale mål for udvikling, der skal opfyldes inden 2015. Men at redde mødrenes liv er en stor udfordring – siden 2000 er kun 10 procent af 2015-målene opnået.

Det kræver en langsigtet, bred og bæredygtig indsats at nedbringe mødredødelighed.

Men samtidig viser det sig, at mindre initiativer også kan gøre en stor forskel. Maternity Worldwides indsats er bæredygtig - fokuseret på hjælp til selvhjælp.

Der er flere ting, der gør Maternity Worldwides indsats bæredygtig. Ved at sikre livreddende medicin og ansættelse af en lokal fødselslæge, som samarbejder med udsendte danske fødselslæger, gør Maternity Worldwide hvad de kan på hospitalet i Gimbie for at de kvinder, der kommer, overlever.

98 procent af alle fødsler foregår i landsbyerne, så udover de få kvinder, som når hospitalet, fokuserer projektet på de mange kvinder i landsbyerne. I landsbyerne har de etableret kvindegrupper, som bl.a. uddannes i sikre fødsler ved at lære om faresignaler, der gør at man skal søge lægehjælp.

Men en ting er at lære at forstå, hvornår det er vigtigt at søge professionel hjælp. Noget andet er at gøre det, når et hospitalsophold koster langt mere end de fleste familiers årsindtægt. Derfor er det en væsentlig del af Maternity Worldwides projekt at dække disse udgifter. I første omgang ved at substituere prisen til et betaleligt niveau og på længere sigt ved at styrke arbejdet for prioritering af kvinders sundhed og liv.

Det er således med glæde, at jeg med åbningen af udstillingen også markerer starten på Maternity Worldwides mors dags kampagne 2009 ”Red en Mors liv på Mors dag”.

 

 

Tilbage
  Kongehuset.dk
Oversigt | Søg | Kontakt | Udskriv Handicap-egnet version