Til forsiden
Forside  Aktuelt 
Kalender | Andre aktiviteter | Pressemeddelelser | H.K.H. Kronprinsens taler | H.K.H. Kronprinsessens taler | Interviews |
Festtøj 1909-2009

 
Festtøj 1909-2009

Offentliggjort lørdag d. 4. april 2009

Det er en stor glæde for mig at åbne Den Gamle Bys udstilling Festtøj 1909-2009. Det er også en fornøjelse ved samme lejlighed at være med til at markere, at det i 2009 er 100 år siden, at Den Gamle By for første gang åbnede sine døre for publikum.

Samtidig er det for mig et dejligt gensyn, da mit første besøg her i Den Gamle By var med min mand i 2004, blot få måneder efter vores bryllup. Dengang var vi begge betaget af det historiske og ægte miljø af bygninger, gader og gårde, som giver en oplevelse af at være til stede i en by på H.C. Andersens tid.

Min svigermor, Hendes Majestæt Dronningen, er en hyppig gæst her i Den Gamle By, og har et godt kendskab til de mange rige samlinger, som er et vigtigt grundlag for museets virke. De er med til at fortælle historien om livet i Danmark gennem århundreder, og jeg glæder mig til, ved dagens festlige lejlighed, at få indblik i Den Gamle Bys store samling af tøj og mode gennem et hundrede år. 

Festtøj er forskelligt. Det afhænger af begivenheden, samtiden, af personen, der bærer det, og ofte også af vejret. Der er det formelle festtøj, og det uformelle. Det stilfulde og det kulørte. Der er til store og til små. Og der er festtøj til mænd og kvinder.

Gennem alle tider er der vist ingen tvivl om, at det er indenfor kvinders festtøj, vi finder den største kreativitet og variation. Jeg har smugkigget på nogle af samlingens festdragter på billeder og glæder mig til at se nærmere på dem i virkeligheden.

Ved en historisk udstilling, som vi skal opleve om et øjeblik, er det interessant at se, hvordan ældre tiders mønstre og snit vender tilbage og danner mode senere, omend på andre måder, i andre formater og med et opdateret look, præget af samtiden og omgivelserne.

Den Gamle Bys udstilling af festtøj kan måske være inspirationskilde for nutidens og fremtidens stilskabere, indenfor såvel design som gademode.

Jeg glæder mig til nu at gå en tur gennem Den Gamle By og åbne særudstillingen Festtøj 1909-2009.

Tak.

 

Tilbage
  Kongehuset.dk
Oversigt | Søg | Kontakt | Udskriv Handicap-egnet version