Kronprinsparrets Kulturpris 2007
Offentliggjort søndag d. 23. september 2007
Det er mig en stor glæde at kunne afsløre, at modtageren af donationen er Ventilen. Og jeg vil gerne byde velkommen til Ventilen Danmarks formand, Mia Sørup.
”Der er bare ikke rigtig nogen ...” De ord bruger mange unge, når de skal forklare, at de er ensomme. Alt for mange unge kender følelsen af ikke at høre til – ikke at have nogen at tale med. Det er unge, som er ensomme, usikre og som ikke ved, hvordan de skal skabe et netværk og få venner.
Man ser dem bare ikke. De vender deres problemer indad og bliver overset. Men på sigt har ensomheden og den sociale isolation store konsekvenser. Det er meget svært at gennemføre en uddannelse eller fungere i et job, hvis man ikke har et socialt netværk – eller det selvværd, der skal til, for at skabe det.
Man kan ikke skaffe venner til andre. Og man kan ikke give selvværd væk.
Men man kan hjælpe unge, der kæmper med social isolation og ensomhed, ved at vise dem, at de ikke er de eneste, der føler sig ”usynlige” og alene i verden. Og man kan skabe trygge rammer, hvor de sammen med jævnaldrende kan øve sig i at være sammen – og hvor selvværdet får gode betingelser for at gro.
Det gør organisationen Ventilen – eller ’Ven – til – en’.
De har mødesteder for stille og ensomme unge landet over, der har brug for netop en ventil. Et sted, hvor der er jævnaldrende, der lytter og kommer med input. Et sted, hvor der kan lukkes luft både ud og ind. Et sted, hvor det ikke er pinligt at tale om ensomhed.
I Ventilens mødesteder får de unge mulighed for at lære de uskrevne sociale spilleregler. De får øvelse i at tage kontakt, skabe netværk og indgå venskaber. Succeserne giver de unge grund til at tro på, at de er gode nok og faktisk fortjener venner. For mange er det første skridt at turde se andre i øjnene. At turde tro på, at andre vil dem det godt.
Ventilens mødesteder, der ligger i byer over hele landet, er et frirum for de stille unge. Her finder de unge selvværd og redskaber til at gå ud i verden, skabe netværk og få venner. Men der er stadig mange ensomme unge, der ikke har fundet deres frirum. Derfor gives donationen i år til Ventilen, så de får mulighed for at skabe nye tilbud til endnu flere af de ensomme unge – og så de kan gøre flere opmærksomme på, at ensomhed blandt unge er et stort og reelt problem, som der skal skabes forståelse for.
Hjerteligt til lykke.
|